VAERK HYLDER MODET TIL AT TURDE

Med afsæt i 70’ernes fart på tøjet og naturlige, skarpe hårmode har stifterne af Vaerk Kbh lanceret deres første hårkollektion. Ifølge skaberne selv er kollektionen en hyldest til individualismen og modet til at turde – uanset om det er en lille eller stor grænse, der bliver flyttet hos deres kunder.

1-small

Sofia Sherain

15 år, går i 9 klasse og er model

For mig er det vigtigt at have et tillidsfuldt forhold til min frisør. Jeg bruger ikke makeup til daglig, og derfor et mit hår en væsentlig del af mit look, fordi det ofte som det eneste skal komplimentere og indramme mit ansigt. Jeg ved med mig selv, at jeg føler mig allermest tilpas, når mit hår er langt, så det skal min frisør respektere. På et tidspunkt blev mit hår klippet op til skuldrene, og det var jeg enormt træt af, fordi det gav begrænsede stylingmuligheder og samtidig fik mig til at se meget yngre ud.

2.1-small
2.2-small
3-small
4-small

Ulrik Brems Føyn

15 år, går i 9 klasse og er model

Det er vigtigt for mig at udstråle maskulinitet. Derfor står jeg op klokken seks fire gange om ugen for at træne og holde min form ved lige. Mit udseende skal helst stå helt skarpt og udstråle, at jeg har styr på tingene. En enkel og simpel stil tiltaler mig – både i forhold til mit hår og mit tøj. Jeg er mest til det klassiske look, så ofte består mit outfit af ensfarvede elementer. Min stil kan min søster tage en stor del af æren for. Lige fra jeg var helt lille, er det hende, der har lært mig, hvad der så godt ud, og hvad der var no go.

5-small
6-small

Mathilde Pedersen

27 år, Regionsvisuel hos Monki

Jeg er helt sikkert født for sent; det bliver jeg ofte enig med mig selv om. Vintage inspirerer mig rigtigt meget – især 60’erne, 70’erne og 80’erne.  Før i tiden synes jeg, man turde meget mere, og man gjorde meget ud af sig selv. Der er ikke noget smukkere end naturlig skønhed, men jeg går alligevel op i, at man fremhæver de bedste sider af en selv og tør vise, hvem man er. Jeg er vild med 70’er glamour, fordi stilen er fyldt med lækkerhed, farvekombinationer og snit, der gør noget smukt for både kvinder og mænd. Jeg er meget optaget af farver og materialer og lever efter devisen ”more is more”.

7-small
8-small

Kamilla Bøgh Jakobsen

25 år, uddannet tjener

Jeg ved ikke, om jeg har et særligt forhold til mit hår. Pernille, min frisør, får faktisk lov til at gøre, hvad hun vil med det. Jeg ville være ked af at være skaldet, men ellers har jeg haft både rødt, sort, blåt og grønt hår. Jeg er ikke bleg for bare at springe ud i ting, hvilket generelt ligger til min personlighed. Jeg har prøvet bare at have blondt pagehår, men så er det som om, der mangler noget. Men hvis jeg alligevel skulle vælge kun én frisure, som jeg skulle have resten af livet, ville det nok være en kort page, fordi den er elegant, og jeg ville kunne holde den ud i længst tid.

kh_vaerk_oct21_028b-1-1024x1024

Teamet bag Vaerk

Mette Albertsen og Pernille Lusty Pedersen

Vaerk er mere end bare en frisørsalon, hvor kunderne lader lokkerne falde og farve. Det er også et inspirationsrum for kunst og kreativitet. Og nu er skaberne bag Vaerk klar med deres allerførste, superskarpe kollektion for 2016. Her er, hvad de selv siger om tankerne bag.

 

Kollektionen er en hyldest til dem, der tør, og den er udviklet med et mix af tre ting som inspiration; 1970’erne, modet til at turde og et twist af 2016. Vi tror på, at 70’erne kommer til at dominere i år, og det kan vi se mange steder i modebranchen. Dengang var man mere fri, og alt var tilladt. Det afspejler sig også i vores kollektion, hvor der er noget for enhver smag – alt fra klassisk langt hår til de helt korte og skarpe frisurer. Der skal være plads til at turde, og det er en meget individuel ting. For nogle kræver det meget mod at få klippet skråt pandehår, mens det for andre først rykker, når de springer ud i vilde og drastiske forandringer. Folk er trætte af at blive sat i boks og være ensrettede, og derfor har de brug for noget, der er nyskabende og som passer præcis til dem. Det vigtigste for os er at få skabt en helhed, når vi kreerer hår, og der tager vi først og fremmest udgangspunkt i, at det skal være klædeligt og visuelt lækkert. Med vores kollektion favner vi både de mere klassiske frisurer og de skulpturelle, helt skarpe frisurer.

 

Vi bliver selv enormt inspirerede af både musik, kunst og anden kreativitet, og derfor har vi også valgt at omgive os med de elementer i vores salon, så vi hele tiden udfordrer os selv og tænker nyt. I forbindelse med vores første kollektion har vi også hentet inspiration fra kunstneren Kristian von Hornsleth, der udstiller i salonen. Hans farverige og modige kunst har været med til at definere de tøjstyles, der er brugt i kollektionen. Der var nemlig fart på tøjets farvepalette i 70’erne, mens farverne i håret blev holdt mere neutrale.

 

I vores univers flyder kunstarter og kreativitet sammen på tværs af genrer. Det håber vi, at I kan se og mærke, når I betragter vores første Vaerk-kollektion.

11-small
12-small
13-small

Mathias Broe

23 år, læser film og medievidenskab

Det er stimulerende for mig at komme ud af min comfort zone, fordi det er med til at udvikle min kreativitet, når jeg laver film. Det kommer også til udtryk gennem mit hår, fordi jeg blandt andet rykker mine grænser ved at udskifte min ham. Lige nu har jeg haft brug for at eksperimentere med et fantasiunivers. Jeg har lyst til at få folk hen et sted, hvor grænserne mellem hvad man må og ikke må eroderer. Jeg tror helt vildt meget på, at man kan underbygge sin kreativitet og personlighed ved at være sit eget værk – man fortæller jo en historie om sig selv gennem sit udseende. Det synes jeg, man skal dyrke lidt i en tid, hvor rigtigt mange mennesker ligner hinanden og ikke rigtigt tør så meget.

15-small
14-small
16-small

Nina Södergren

23 år, visual merchandiser hos COS

Jeg har altid været glad for at udtrykke mig selv kreativt og er også glad for at male. Jeg synes, kunst skal være noget, man giver til omverdenen. Når jeg selv ser på kunst, vurderer jeg det ud fra, hvor ægte det er, og hvad det får mig til at føle. Det er ikke så vigtigt, hvem der har lavet kunsten, men det vigtige er, hvad det giver. Derfor har jeg det lidt svært med modefænomener, fordi jeg ser det sådan, at alting afhænger af den, der ser, og hvad det er værd for den enkelte person. For mig at se kan hår også være kunst – det er et kreativt håndværk på lige fod med mange andre ting.

Makeupartist, Vivi Søderholm

Vivi har tidligere arbejdet som frisør gennem 10 år, men valgte for to år siden at tage en makeupartist-uddannelse ved Sine Ginsborg Make-Up School. Siden da har hun arbejdet for Sine Ginsborg, som er en af Danmarks dygtigste og mest anerkendte makeupartister. I 2015 vandt Vivi titlen som danmarksmester i makeup.

Inspiration

For mig er nettet det bedste sted at blive inspireret, men jeg synes også, at jeg finder stor inspiration i de mennesker, jeg omgiver mig med. Sine Ginsborg er selvfølgelig en kæmpe inspirationskilde for mig, men derudover har Anne Staunsager også en hel speciel plads i mit hjerte. Af udenlandske makeupartister har jeg en forkærlighed for Peter Philips og Isamaya Ffrench.

Tendenser i 2016

De sidste par år har moden været meget præget af normcore, som er kendetegnet ved et afslappet og naturligt makeup-look. Jeg tror på, at looket i 2016 bliver mere gjort, men med den lækre, shiny, ‘ikke gjorte’ hud i fokus. I min styling af Vaerks modeller lod jeg makeuppen understrege den præcision og perfektionisme, der var i håret. 70’erne var en tid, hvor man så ud, som om man ikke gjorde det helt store ved makeuppen, så det afspejlede også mine valg.

Fotograf, Emil Lyders

Emil er uddannet fra linjen fotografisk kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2014. I dag arbejder han som freelancefotograf med base i København. Han har blandt andet lavet portrætter og reportager til magasiner i ind- og udland, mode, kampagner og meget mere. Derudover fungerer han som ekstern underviser på sin tidligere uddannelse et par gange om året.

Inspiration

Jeg holder meget af fotobøger. Jeg har for eksempel lige fået Helmut Newtons kæmpe bog, Sumo. Derudover er jeg på Instagram og Pinterest – og selvom det tit og ofte er tidsfordriv, er der nogle perler imellem. Derudover lægger jeg mærke til billeder og reklamer, jeg møder på min vej, og skimmer de fleste blade og magasiner, jeg kommer i nærheden af. Det er nok en arbejdsskade. Men ofte kommer inspirationen og den gode idé, når man mindst venter det. Jeg bliver tit inspireret af de omgivelser og personer, jeg møder, eller for eksempel det dagslys, der falder, som kan rumme så meget stemning og historie.

Tendenser i 2016

Jeg er ikke så god til at spå om trends, og det er især svært, fordi mange fotografer har helt individuelle stile og udtryk. Men jeg er meget glad for, at man på fotosiden er på vej til at bevæge sig væk fra filtertrenden, kendt fra for eksempel Instagram. Jeg synes, at alt for mange ting har fået klistret filtre på de seneste år, og så har dét været det iøjnefaldende ved billedet i stedet for kvaliteten. Jeg tror, det vigtigste er, at man kan mestre flere stile og hele tiden være i stand til at rykke og udvikle sig som fotograf.

Tøjstylist, Mathilde Pedersen

Mathilde er uddannet stylist og makeupartist. Hun startede sin karriere som freelancer, men blev sidenhen ansat som visual merchandiser hos Monki og har de seneste fire år arbejdet som regionsvisuel i Danmark, Norge og Frankrig. Ved siden af jobbet hos Monki bruger Mathilde meget tid på at style sig selv og promote forskellige looks via sin Instagram-profil: @myrainbowfeeling

Inspiration

Jeg kan blive inspireret af alt; fra en hjemløs på gaden til catwalktendenser til vintage og afrikansk streetstyle. Vintage er dog nok en af mine største inspirationskilder, og især 60´erne og 80´erne er forever cool, synes jeg. Personer jeg finder inspirerende er blandt andre Susie Bubble, Oh Land og Iris Apel. Jeg kigger klart oftest til udlandet for inspiration, og især Afrika har den fedeste street style. Her ser man virkelig personlig stil på højt niveau. Jeg finder også stor inspiration i Yayoi Kusamas kunst og ville elske at bo i hendes hoved.

Tendenser i 2016

Jeg tror på 70’er-tendensen, som vi også har set meget til i 2015. Helt konkret tror jeg på pyjamastendensen, tern og striber, bomberjakken og off shoulder-tendensen. SELV tror jeg på alle farverne, more is more-tendensen, individualismen og det at skille sig ud fra mængden. Jeg tvivler dog på, hvor meget det kommer til at dominere gadebilledet, men jeg ville elske at se alle folk på gaden hoppe rundt i regnbuefarver og vise deres personlighed frem gennem deres look.
I tøjstylingen af VAERKs første kollektion var mit udgangspunkt en blanding af 70’er, en snert af sporty og et touch af Guccis nye kollektion.